Mit navn er Maria og jeg er 25 år. Jeg bor på en gård sammen med min forlovede, vores søn, vores hund og mine to islændere.

Min uddannelse:

Jeg blev færdiguddannet fysiurgisk hesteterapeut hos Center for Dyreterapi i februar 2022.
Uddannelsen er internationalt godkendt af IICT og IEBWA. Derudover er jeg også medlem af foreningen Godkendt Hesteterapeut. hvilket er et fælles forum for kvalitetssikring, erfarings- og vidensudveksling og udvikling af vores fag i Danmark. Medlemmerne af foreningen er udelukkende uddannet på skoler, som er internationalt godkendt til uddannelse og efteruddannelse. Alle medlemmer af foreningen er ansvarsforsikrende og har den særlige udvidede ansvarsforsikring som gælder, når vi arbejder på heste. Derudover forpligter jeg mig 14 timers årlig videreuddannelse. 

Efteruddannelse:

2024 - Muskulær og neuromotorisk træning af heste

2024 - Ledmobilisering level 4

Min heste-livs-historie:

Jeg har elsket heste lige så længe jeg kan huske, og startede til ridning på Vester Hassing rideskole da jeg var 4 år gammel. Efter at have haft part på en af rideskolens ponyer i nogle år, skiftede jeg som 11 årig over til islændere.
Som 11 årige begyndte jeg som ridepige på et stutteri udenfor Gandrup, som avlede islandske heste.
Som 13 årig overtog jeg opgaven om at tilride unghestene hvert år, samt gangsætte, uddanne og sælge de øvrige heste.
Jeg var som ungrytter meget aktiv på stævnebanerne, og sammen med min hoppe Freyja fra Skindbjerg, havde jeg nogle meget succesfulde stævnesæsoner. Her kan blandt andet nævnes en landsholdsplads til nordisk mesterskab i 2014.

Jeg nyder stadig at konkurrere, men ikke mindst elsker jeg udfordringen i konstant at stile efter forbedring af mig selv som rytter. Det er også her jeg har lært hvor store kravene vi stiller til hestene er, og hvor meget jeg brander for at byde hestene de bedste forudsætninger, for hvad end vi ønsker af dem. Derfor faldt beslutningen på uddannelsen som fysiurgisk hesteterapeut.